MYTER

HOME - BEFRIELSE - MYTER - SLANKEFRI - MOBNING - BØGER - FÆLLESSKAB - NYHEDER


MYTER

KROPSTYKKELSE
MYTER	versus	FAKTA

De tykke er blevet tykke, fordi de generelt æder for meget, fordi de æder for meget fedt og for meget sukker, og fordi de motionerer for lidt.		Der er ingen, der ved, hvorfor et menneske som udgangspunkt bliver tykt! Videnskabelige undersøgelser viser, at de tykke som gruppe betragtet hverken spiser mere end eller anderledes end alle andre. Videnskaben står altså i skarp kontrast til de gængse myter og fordomme, som 'eksperter' ellers i så stor udstrækning tillader sig at trække ned over hovedet på befolkningen - og som politikerne så gavmildt bevilliger penge til. Kropstykkelsen er op til 80 % genetisk bestemt, så derfor er det ikke så mærkeligt, hvis tykke forældre får tykke børn. Man kan blive født tyk, eller man kan blive tyk senere i livet - og det kan alt sammen være genetisk bestemt. Maden er blevet gjort til én af forklaringerne på, at vi bliver tykke, men reelt er der ingen, der ved, hvorfor der er så stor forskel i vægtøgningen fra person til person ved indtagelse af samme mængde fedt og sukker. Mange studier viser dog, at de, der spiser restriktivt og søger at slanke sig, også typisk er de, der bliver tykke/tykkere. Et fænomen, der har ligheder med med resultatet af sult i U-landene. Videnskabelige studier peger på, at de, der er endt ud med at være meget tykke, typisk er de, der er startet med at slanke sig som børn/unge og har forsøgt at slanke sig mange gange. Videnskaben har heller ikke kunnet påvise, at forskelle i fysisk aktivitet har betydning for vægtøgning i større udstrækning end 2½-5 kilo. Derimod viser studier, at andre menneskers mobning af de tykke, når de er fysisk aktive, kan føre til lavere aktivitetsniveau!



Hvis bare de tykke spiste 'sund mad' og motionerede, så ville de blive slanke.		For det første er der ingen, der nøjagtigt ved, hvad 'sund mad' er. At være meget optaget af at spise 'sund mad' kan være temmelig usundt, ja faktisk kan det være et symptom på at lide af en spiseforstyrrelse. For det andet forventer folk, når de siger eller tænker sådan, at de tykke skal leve af salatblade hele dagen lang - dvs. være på slankekur, og at de tykke skal fortsætte med at bevæge sig, når alle andre hviler sig. Men det vil jo være ren og skær diskrimination, og en sådan rigid livsform er der ingen normale mennesker, der kan efterleve et helt langt og fuldt liv. For det tredje medfører øget motion ikke automatisk et vægttab - det er meget individuelt, hvilken betydning motion har, og de fleste motionsprogrammer vil ikke udvirke et vægttab på mere end 2½-5 kilo. Nogle studier viser endda, at motion for nogen vil betyde en vægtøgning. Der findes - trods sælgernes hårdnakkede påstande om det modsatte - INGEN kendte metoder til at gøre tykke mennesker slanke i det lange løb. 95-98 % af de, der slanker sig, vil tage de tabte kilo på igen indenfor 2-5 år, og mange vil endda tage flere kilo på, end de først tabte. Faktisk er statistikken endnu dårligere end som så, for hvis man kigger undersøgelserne ordentlig efter i sømmene, vil man se, at en stor del af de personer, der deltager i undersøgelserne og forsøger at slanke sig, dropper ud af undersøgelserne, inden disse er bragt til ende - typisk fordi forsøgspersonerne begynder at tage på igen. Det betyder, at 'succes-raten' reelt er endnu dårligere end de 2-5 %, som undersøgelserne ellers indikerer.



Den tykke krop er et symptom på ..... at personen spiser fed mad og spiser for meget, at personen sidder alt for meget i sin sofa og ser TV, at personen har psykiske problemer, at personen har diabetes eller snart vil få det, at personen....... osv.		En tyk krop er ikke symptom på noget som helst! De tykke er lige så forskellige som alle andre mennesker. Den form for generalisering, stigmatisering og stereotypi siger kun noget om den, der udtaler sig. Det siger faktisk temmelig meget om den, der udtaler sig!



De tykke er overspisere og lider af en spiseforstyrrelse.		Amerikanske undersøgelser tyder på, at op til 30-50 % af de tykke lider af en spiseforstyrrelse. Det svarer til, at ca. 100.000 danskere lider af spiseforstyrrelsen Binge Eating Disorder, på dansk kaldet overspisning. På den anden side er der så 50-70 % af de tykke som ikke er overspisere. Desuden kan man godt være såkaldt 'normalvægtig' og samtidig være overspiser. Man kan derfor ikke ud fra kropsstørrelsen afgøre, hvem der er overspiser, og hvem der ikke er! Spiseforstyrrelsen overspisning defineres ud fra en række adfærd og følelser, og det er disse - og altså ikke kropsstørrelsen - der skal behandles. Det er helt normalt engang imellem at overspise, men i vores spiseforstyrrede kultur bliver al form for overspisning hurtigt sygeliggjort - især hvis personen, der overspiser, er tyk. Det er der ingen grund til.


Korriger folk, når de anvender omskrivninger for kroppens størrelse. Sig: "Jeg foretrækker ordet TYK. Det er mere respektfuldt" ⁽ ^x⁾.


DØDELIGHED
MYTER	versus	FAKTA

De tykke dør tidligt, fordi de er tykke. Den tykke krop er årsagen til, at de tykke statistisk set har en lavere levealder end de slanke.		Dette er én af de største og farligste myter overhovedet, fordi dødstruslen gør folk angste og får folk til at forsøge på at slanke sig. For det første er der tale om en statistisk sammenhæng, og man kan ikke ud af en statistisk sammenhæng uddrage en årsagsforklaring. Der kan være andre faktorer, tæt sammenhængende med det at være tyk, der i stedet for selve kropstykkelsen kan være årsagen til den øgede dødelighed: F.eks. slankemedicin, slankeoperationer, forsøg på slankning og de dermed følgende vægtsvingninger. For det andet er myten vildt overdrevet. 75% af alle de studier, der i tidens løb er lavet omkring emnet, viser, at BMI ikke har nogen relevans for spørgsmålet om øget dødelighed, bortset fra de allermest ekstreme tilfælde. Et studium offentliggjort i 2005 giver myten dødsstødet, men desværre nåede nyheden om dette studium ikke frem til de danske mediers overskrifter. Rent faktisk har de med en BMI på mellem 25-35 statistisk set den laveste dødelighed - en dødelighed, der er lavere end hos de såkaldt 'normalvægtige'. Det er et faktum, som studier igen og igen stadfæster.


Bryd forbindelsen! Vær sund for din egen skyld, ikke med henblik på at slanke dig.


DIABETES
MYTER	versus	FAKTA

Alle tykke vil på et eller andet tidspunkt udvikle diabetes type 2, det er bare et spørgsmål om tid.		De fleste tykke, selv de med en BMI på over 40, vil aldrig udvikle diabetes. Omkring 10% af de tykke udvikler diabetes type 2, men samtidig er der så hele 90% som ikke udvikler sygdommen.



Diabetes type 2 er i hastig stigning, og flere og flere tykke udvikler sygdommen.		Der er flere problemer med disse antagelser. Først og fremmest har metoderne til sygdommens diagnostisering ændret sig i løbet af de seneste årtier, senest i slutningen af 1990'erne. Her blev grænseværdien for det fastende blodsukker sat ned fra 7,8 til 7,0, og det betød, at flere end før fik stillet diagnosen. Det betød i sig selv en voldsom stigning i antallet af diabetikere, og det har også betydning ved sammenligning af antallet af diagnostiserede over årtier. Et dansk studium fra 2003 viser, at skønt det totale antal af mennesker med diabetes type 2 stiger, så er den årlige tilvækst konstant. Stigningen i antallet af diabetikere skyldes, at behandlingen bliver bedre og bedre, og at færre dermed dør af sygdommen. Dette viser, at andre faktorer end kropstykkelsen har betydning for, hvem der udvikler diabetes, og det rokker endvidere ved antagelsen om diabetes type 2 som en livsstilssygdom. De tykke bliver i højere grad end andre testet for sygdommen, ja faktisk anbefales det direkte, at de tykke testes for sygdommen. Dette skaber en selvopfyldende profeti, fordi det øger sandsynligheden for at finde diabetikere blandt de tykke. De, der befinder sig i gråzonen inden en egentlig diabetes kan diagnosticeres, bliver kaldt prædiabetikere, de har udviklet insulinresistens. Men realiteten er, at de fleste prædiabetikere aldrig nogen sinde vil udvikle en egentlig diabetes. Når man imidlertid er blevet påduttet betegnelsen prædiabetiker, så opfatter de fleste sig som havende diabetes, og det er bl.a. et problem i forbindelse med mange undersøgelser, som bygger på selvrapportering.



Når tykke mennesker udvikler diabetes type 2, så skyldes det, at de er tykke. Den tykke krop er årsagen til sygdommen.		Årsagen til diabetes kendes ikke med sikkerhed, men undersøgelser har vist, at både arvelige faktorer og faktorer i miljøet er af betydning for sygdomsudviklingen. Den genetiske faktor er meget stærk. Myten om, at den tykke krop er årsagen til udvikling af diabetes type 2, er formentlig opstået, fordi ca. 80% af diabetikerne er tykke. Det er dog en temmelig ulogisk og absolut uvidenskabelig tolkning, for hvis den tykke krop virkelig skulle være årsagen til udviklingen af sygdommen, så skulle alle tykke udvikle diabetes type 2, og det gør de jo altså langtfra. Hele 90% af de tykke vil aldrig udvikle diabetes type 2. En videnskabelig undersøgelse, hvor en gruppe tykke kvinder fik fjernet en stor mængde fedt ved fedtsugning, viser da også, at fjernelse af kropsfedtet ikke ændrer på sygdomsrisiko eller sygdomsprofil - den metabolske profil var uændret. Forskning viser altså, at det ikke er den tykke krop i sig selv, der er årsag til udvikling af diabetes. Kropstykkelsen kan akkurat som diabetes være et produkt af insulinufølsomhed. Vægten kan øges som en følge af det metabolske syndrom (forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol i blodbanerne), og det betyder, at når personen diagnosticeres som diabetiker, så vil personen i årene forinden have haft en vægtøgning. Der kan altså være tale om en sammenhæng mellem vægtøgning og udvikling af diabetes type 2, men ikke en direkte årsagsforklaring. Stress har vist sig at have en stor betydning for netop udvikling af det metabolske syndrom - og dermed for udviklingen af diabetes. De tykke er stærkt stresspåvirkede, bl.a. fordi lægerne, forskerne og øvrige 'eksperter' truer dem med sygdomme og tidlig død på grund af deres kropstykkelse og udseende og dermed presser dem ud i en endeløs kamp for at blive slanke. Dermed øges risikoen for at udvikle diabetes. Lægerne, forskerne og øvrige 'eksperter' er altså en stærk risikofaktor for udvikling af diabetes hos de tykke. Den dæmonisering, stigmatisering, mobning og undertrykkelse, de tykke kontinuerligt er udsat for, har altså en direkte konsekvens for de tykke i form af øget risiko for udvikling af alvorlige sygdomme og tidlig død.



De tykke udvikler diabetes, fordi de rører sig for lidt.		Stress er en meget stærk faktor ved udvikling af det metaboliske syndrom - og dermed diabetes type 2. Man ved, at motion kan symptomreducere stress og dens følgevirkninger. Men selvom motion både kan forebygge og symptomreducere diabetes type 2, så er det ikke ensbetydende med, at manglende motion er årsagen til udviklingen af diabetes type 2. Det ville være problemforskydning at sige sådan, og hvis man kun fokuserer på den udviklede diabetes type 2 og ikke på den bagvedliggende stress, så er der tale om symptombehandling.



Hvis de tykke slanker sig, så kan de undgå at få diabetes, eller de kan få en allerede opstået diabetes til at forsvinde.		Langt de fleste, der søger at slanke sig, vil tage de tabte kilo på igen. Derved vil de have vægtsvingninger, der er skadelige for helbredet, og som endda indebærer øget dødelighed. Nogle 'eksperter' hævder, at de meget tykke kan forebygge diabetes ved at slanke sig 5-7 kilo. Det er et meget besynderligt og selvmodsigende udsagn, for de samme 'eksperter' hævder, at de tykke udvikler diabetes, fordi de er tykke - og en meget tyk person, der taber 5-7 kilo vil stadigvæk være meget tyk. Videnskabelige studier har i årevist peget på, at diabetes type 2 kan både forebygges og symptomreduceres uafhængigt af vægttab. En 'ekspert', der således anbefaler de tykke at slanke sig for at forebygge eller behandle diabetes type 2, må derfor have en dagsorden, der er i strid med den tykkes bedste. For det første indebærer slankeanbefalingen en fortsat dæmonisering og stigmatisering af den tykke krop med den øgede risiko for stress, spiseforstyrrelser og overoptagethed af mad og krop, der følger i kølvandet herpå. For det andet indebærer slankeanbefalingerne en øget risiko for vægtsvingninger og de dermed forbundne helbredsrisici. For det tredje må slankeanbefalingerne nødvendigvis være et udtryk for 'ekspertens' ensidighed samt manglende indsigt og kompetence. Hvorfor skulle en 'ekspert', der udelukkende har den tykkes interesser for øje, vedblive at dæmonisere kropsstørrelsen og idealisere slankning, når dette beviseligt har talrige psykosociale konsekvenser og tillige indebærer en øget helbredsrisiko og dødelighed? Og hvorfor skulle en 'ekspert', der udelukkende har den tykkes interesser for øje, vedblive at dæmonisere kropsstørrelsen og idealisere slankning, når diabetes type 2 kan forebygges og symptomreduceres uafhængigt af vægttab? Der er noget fuldstændigt rivraskruskende galt her!


Insister på, at din læge fokuserer på velvære, ikke på vægtkontrol.


SLANKNING
MYTER	versus	FAKTA

Man gør noget godt for sit helbred, når man slanker sig.		De tilsyneladende helbredsforbedringer, som kan registreres i forbindelse med et vægttab, har ikke noget at gøre med selve vægttabet, for tilsvarende forbedringer kan opnås uafhængigt af vægttab. 95-98% af de, der slanker sig, tager de tabte kilo på igen. Det er et faktum, som videnskabelige studier har påpeget lige siden 1950'erne. Det vil sige, at praktisk taget alle, der slanker sig, har skadelige vægtsvingninger. Vægtsvingninger på så lidt som 5-10 kilo har negativ betydning for helbredet. ¾ af alle de videnskabelige studier, der i tidens løb er lavet omkring vægtsvingninger, viser en association mellem vægtsvingninger og en forringelse af helbredet. Så vidt det er DE TYKKES BEFRIELSESFRONT bekendt, er der ingen - INGEN – studier, der viser en association mellem vægtsvingninger og en forbedring af helbredet. Det er et helt unikt statistisk billede. Når man har en sådan statistisk situation, er det et meget berettiget argument, at vægtsvingninger har negativ indvirkning på helbredet. Vægtsvingninger er tæt sammenhængende med udviklingen af alvorlige sygdomme som f.eks. diabetes, hjertekarsygdomme, kræft, galdesten, spiseforstyrrelser, osv., samt sammenhængende med øget dødelighed. Alt peger i retning af, at det er slankningen, der er skadelig for helbredet, ikke selve kropsstørrelsen!


Forklar dine forældre og familiemedlemmer, at deres drøm om en tynd udgave af dig ikke bare sårer dine følelser, den sætter både dit helbred og dit forhold til dem på spil.


SPISNING
MYTER	versus	FAKTA

Der er flest tykke blandt de socialt dårligst stillede, og der er færrest tykke blandt de med længst uddannelse. Altså er de tykke blevet tykke, fordi de er for dumme til at finde ud af at spise 'sundt', de har for ringe ressourcer til selv at finde ud af at spise 'sundt', så de skal have hjælp (underforstået: en 'ekspert' skal tage autoriteten over den tykkes spisning).		Der er tale om statistiske sammenhænge, ikke totalitære sandheder. Blot fordi der statistisk set er flest tykke blandt de socialt dårligst stillede, er det ikke ensbetydende med, at alle tykke er socialt dårligt stillede. Og blot fordi der er færrest tykke blandt de med en lang uddannelse, er det ikke ensbetydende med, at ingen tykke får en lang uddannelse. De tykke kan sagtens være socialt velstillede og have en lang videregående uddannelse. Dæmoniseringen og mobningen af de tykke har imidlertid fundet sted igennem årtier, og det har selvfølgelig haft en virkning. Det kræver utrolig mange ressourcer af en tyk person at begå sig i et samfund, der har et udtalt had til tykke mennesker, hvor der er lavet en national handlingsplan til forebyggelse og bekæmpelse af de tykke, og hvor det er fuldt tilladt for både høj og lav at fremkomme med løgnehistorier om de tykke. Og det kræver utrolig megen energi og hårdførhed at begå sig i et fjendtligt studiemiljø eller på en fjendtlig arbejdsplads. Der er altså al mulig grund til at antage, at det er dæmoniseringen, stigmatiseringen og mobningen, der har ført til, at der statistisk set er flest tykke blandt de socialt dårligst stillede, og der er færrest tykke blandt de med længst uddannelse. At nogen 'eksperter' på grund af statistiske sammenhænge finder anledning til at forsøge at overtage styringen af de tykkes spisning, det er blot et udtryk for, at undertrykkelsen af de tykke er total!


Advar din familie om, at hvis nogen taler om slankekure eller vægttab under højtidsmiddagen, så vil du forlade selskabet.


FEDTFATTIG MAD
MYTER	versus	FAKTA

Det er ideelt at spise fedtfattig mad. En fedtfattig kost reducerer risikoen for sygdom og død og gør os slanke.		Det må stå hen i det uvisse, hvorfor 'eksperterne' begyndte at anbefale indtagelse af mad med et lavt fedtindhold. Der er ingen videnskabelig støtte for anbefalingerne. I starten af 2006 blev der offentliggjort et stort amerikansk studium, der havde løbet over 8 år og havde kostet 415 mill. $. Studiet viste, at der ikke var nogen statistisk signifikant forskel på, om kvinderne spiste en kost med omkring 37% fedt, eller om de spiste en kost med omkring 29% fedt. Den fedtfattige kost reducerede ikke risikoen for hverken hjertekarsygdomme, tarmkræft eller brystkræft. Skal man endelig tale om hvilken kost, der vil være mest helbredstjenlig, må man pege på en varieret kost med vægt på grøntsager, frugt og kornprodukter. Når man spiser varieret, har man nemlig størst mulig chance for at indtage de vitaminer, mineraler, fibre, m.v., man ernæringsmæssigt har brug for.


Slankeoperationer = kirurgisk bonzai på sunde, raske og fuldt funktionsdygtige organer.


SLANKEOPERATIONER
MYTER	versus	FAKTA

En slankeoperation - eller 'fedme'operation, som nogen kalder den - sikrer et varigt vægttab, formindsker dødelighed og kurerer diabetes.		Det er et velkendt fænomen, at de, der har fået foretaget en slankeoperation, har en tendens til at fornægte de problemer, som operationen medfører. Succeshistorierne om det nye og slankere liv fylder derfor medierne, mens virkeligheden ser anderledes ud. De fleste tager på igen, også selvom der er tale om en såkaldt radikal operation, hvor næsten hele mavesækken skæres væk. Desuden indbefatter operationen talrige bivirkninger og komplikationer. Langtidskonsekvenserne af operationen kendes dog endnu ikke til fulde, men indtil videre har man registreret afkalkning af knogler og neurologiske forstyrrelser. Dødeligheden formindskes ikke, tværtimod øges den. Blodsukkeret påvirkes af den mad, der indtages, og når man bliver slankeopereret, kan man ikke spise noget, og derfor forsvinder symptomerne fra en eventuel diabetes som ved et knips med fingeren. Når - eller hvis - man igen begynder at spise normalt, vender symptomerne imidlertid tilbage. Slankeoperationer kurerer ikke sygdommen diabetes! © DE TYKKES BEFRIELSESFRONT


Logoet er doneret af tegneren Rikke Bech Averhoff